Dokumentationscenter for Atlantvoldens bunkere i Hanstholm
Atlantvolden er betegnelsen for det net af bunkere fra Biscaya til Nordkap, tyskerne anlagde under Anden Verdenskrig.
Det største sammenhængende bunkeranlæg i Nordeuropa findes i Hanstholm. Op mod 800 bunkere ligger spredt ud over hele byens område.
Mest markante er de fire kanonstillinger i 38-cm-batteriet. De cirkulære kanonbrønde med en diameter af 25 meter ligger som åbne betonindfattede kratere i landskabet og er massive vidner for Hitlers vanvittige bedrift om at skabe en Festung Europa.
Den tredie af de fire kanonstillinger, der ligger med ca. 300 meters afstand til hinanden i byplantagen har siden 1981 fungeret som museum. Med plancheudstillinger og modeller har man formidlet de historiske begivenheder til et stadigt voksende publikum. I nogen tid har man ønsket sig at forbedre udstillingsmulighederne og skabe tidssvarende forhold til personalet.
I efteråret 1994 udskrev Statens Kunstfond en indbudt arkitektkonkurrence ‚for at fremkalde projektforslag til etbalering af et dokumentationscenter indeholdende udstillinger, forskningsafdeling, foyer, café m.v. som pplaceres i umiddelbar forbindelse til museets hovedgenstand, kanonstilling nr. 3.‘
Man efterlyste forslag, ‚der kunne anvise en integration af en ny struktur og denne bunker, hvor især kaonbrønden vil få en central betydning – men uden at bunkerens museale værdi anfægtes. Det er således en sammenkobling af eksisterende og kommende funktioner og bygningselementer, der ønskes belyst.‘ I opgave besvarelsen ønskede man især ‚overvejelser omkring synliggørelse af denne kanonstilling og af dokumentationscenteret i særdeleshed.‘
Overvejelser om arkitekturen i projektet
Dokumentationscenteret er ikke noget mindesmærke eller monument, men et rum til formidling. Arkitekturen skal forhindre normaliseringen af det usædvanlige og virke som en iscenesættelse til gavn for den pædagogiske oplevelse. Det er vigtigt at stedet bibeholder sin særegenhed, dvs. formen skal udvikles på baggrund af det forhåndenværende.
Projektbeskrivelse
I betragtning af anlæggets enorme udstrækning er indgrebet minimalt. Et snit igennem landskabet og bunkeren, der afdækker bunkeren, som en arkæologisk søgegrav, er hovedgrebet i projektet. Snittest længde udmåler bunkerens underjordiske udstrækning (65m lang, 7m dyb).
Bunkeren bliver til udstillingsobjekt i det rum snittet danner under jorden. De voldsomme fysiske dimensioner (op til 2,50m massiv jernbeton) af bunkerens monolitiske arkitektur liver aflæselige. Bunkerens underjordiske mystik bliver gjort begrebelig. Al formidling foregår i det rum, snittet danner under jorden.
Indgangen befinder sig for enden af den betonpladevej, som blev anlagt for den blokvogn, der skulle køre den 110 tons tunge kanon fra Thisted banegård til sit bestemmelsessted. Det sidste stykke af betonvejen er flankeret af fundamenterne efter den kran, der løftede kanonen fra blokvognen til bunkeren.
Snittet ligger på tværs, som en forhindring, der symboliserer den grænse, bunkeranlægget udgjorde. Snittets retning fra syd til nord antyder den linare udstrækning af ATlantvolden fra Biscaya til Nordkap.
Indgangen ligger for enden af den rampe, der fører ned i snittets dybde. I sin udformning minder den om soldaternes løbegrave mellem de enkelte bunkere. Rampens indsnævrende perspektiv dramatiserer nedstigningen.
Fra indgangen fører en anden rampe i modsat retning ned til bunden af snittet. Man bevæger sig i en langsom nedstigning igennem det mellemrum, der er opstået ved gennemskæring af bunkeren. Langs rampen tegner vægbeklædningen Europas kystlinie, for allerede her at introducere besøgend til den samlede udstrækning af de tyske kystbefæstninger.
For enden af rampen befinder sig billetsalg og kiosk. På en balkon herover er der et selvbetjeningscafeteria. Tl venstre for billetsalget ligger auditoriet, hvis ene side udgøres af bunkerens ydervæg. Overfor auditoriet ligger tre kubiske rum til særudstillinger. I hvert af disse rum er det muligt, ved hjælp af en periskopisk spejlrefleksion på gulvet at få udsigt over havet, den samme udsigt som soldaterne hade fra ildlederbunkerne.
I den sydlige end af hovedrummet er der adgang til bunkeren igennem det rum, der under krigen blev brugt som arrest. Efter rundgang i bunkeren er det muligt at stå på det lille tog, der transpoorterede ammunitionen mellem de fire kanonstillinger, og køre en tur i terrænet. Turen ender tilbage i 3. kanonstilling, som man forlader igennem dokumentationscenterets hovedrum. Under opstigningen ad det samme rampeforløb er det muligt at sammenholde den nyformidlede viden om Atlantvolden med det blotte betonmassiv.
